Facebook: Dine privatindstillinger er reklamekroner værd

DIGITALE FODSPOR Uanset dine privatindstillinger på Facebook, inviterer du med dine installerede apps tredjepartsfirmaer indenfor i dine private grupper og beskeder

Af Helle Breth Klausen

Farmville, Endomondo, Instagram, Spotify. Du har sikkert stiftet bekendtskab med mindst én af dem på Facebook. De mange såkaldte ’apps’ (applikationer) bliver installeret i massevis hver dag. Og du ved, at du har mulighed for at høste korn i Farmville, hvis du klikker ’acceptér betingelser’.

Hvad du måske ikke ved er, at applikationerne også bruger dig og dine (private) informationer. De er nemlig reklamekroner værd.

Du siger (måske) ja til mere end du tror
Når du henter og accepterer betingelserne for brugen af en app, siger du måske ja til, at en app får adgang til dine private beskeder i indbakke og grupper. Det må de nemlig gerne spørge om. Og få adgang til – hvis bare du klikker på ’acceptér’.

Typisk køber app-firmaerne sig adgang til data på Facebook for efterfølgende selv at bruge dem i en målrettet reklame, der reklamerer for det, du allerede liker på Facebook – eller sælge dem til andre tredjepartsfirmaer i reklameøjemed.

Med andre ord inviterer du firmaet bag app’en indenfor ‘i privaten’ , uanset om din profil er lukket for offentligheden.

Medieforsker ved Aarhus Universitet, Anja Bechmann, arbejder til daglig med privatindstillinger på Facebook, og hun er bekymret: ”Vi vælger at lægge vores data ud på et kommercielt site, hvor der ikke er nogen kontrol over og næsten ingen krav til sikkerhed og brug.”

Heldigvis kan du nemt genvinde kontrollen over dine private informationer ved at:

  • Læse betingelserne inden du accepterer en app og være opmærksom på, om app’en spørger om personal information eller om adgang til indbakke, inbox eller groups.
  • Danne dig et overblik over allerede installerede apps – og afinstallere dem ved at gå ind under privatindstillinger øverst i højre hjørne og dernæst apps ude i venstre side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *