Tweets, hashtags, feeds – siger det dig ikke noget, så er du ikke den eneste. Det sociale medie Twitter har endnu ikke vundet danskernes hjerter. For Danmark er et Facebook-land, og vi har endnu ikke udnyttet Twitters potentiale.
Antallet af danske brugere på Facebook har for længst har rundet halvanden millioner, hvilket er ti gange så mange som antallet af danskere på Twitter, ifølge DR Medieforsknings nye rapport.
Men hvorfor har vi danskere ikke taget Twitter til os i samme grad som vores amerikanske artsfæller?
Ifølge den flittige Twitter-bruger og blogger, Leoparddrengen, kan en af grundene være, at danskerne misforstår Twitters koncept. En misforståelse der bunder i en fejlagtig retorik i de danske medier. Ofte bruges betegnelsen, ”at man skriver noget på sin Twitter”, og dette er, ifølge Leoparddrengen, lodret forkert:
”Vigtigst at forstå: det er ikke en side man sidder og tilføjer tweets til. Og vi andre går ikke ind og diskuterer med en person på siden. Ligesom man ikke går ind på andres twittersider. For der er ingen twittersider, og ingen har en Twitter! Twitter er én enkelt ting, rent teknisk – en strøm. Én kolonorm strøm. I Twitter terminologien kaldes denne strøm the firehose, brandslangen,” skriver han på www.twitterguide.dk.
Twitter er altså en strøm af personlige, offentlige udmeldinger, som kaldes tweets. Disse kan kategoriseres under såkaldte hashtags, som kan tæmme floden og kun vise dig de tweets, der er tagget under det valgte hashtag. Hertil kommer flere muligheder for at re-tweete andres tweets, svare på tweets, like tweets osv. Er du stadig forvirret? Så kan du læse Leoparddrengens blogindlæg ”Twitter: forklaret med Peter Pedal” her.
Verden uden for din Facebook-vennekreds
Twitter er ikke bare ”amerikanernes Facebook” – det sociale medie kan noget andet.
Den primære forskel på Twitter og Facebook er, at forholdet mellem brugerne er mere løst. Du skal ikke ansøge og bekræftes som ven, men i stedet kan du frit vælge at følge andre brugeres tweets, ligesom de kan vælge at følge dine. På den måde bliver dit kommunikationsfelt udvidet, og du slipper for kun at se på billeder af babyer, boxere og boller i karry, som dine nærmeste venner har fået.
Derudover adskiller Twitter sig ved, at det foregår her og nu. Heri ligger der også nogle muligheder, fordi du kan kommentere på tv-udsendelser, aktuelle nyheder eller lignende.
Et eksempel er DR3s massive dækning af X Games, der medførte en storm af tweets.
Løbende gennem udsendelsen opfordrede kommentatorerne til, at seerne kunne tweete og sende spørgsmål via hashtagget #Xgamesdk. Netop dette hashtag blev brugt over 1.100 gange i de tre dage, hvor X Games blev sendt på DR3.
Uddrag at tweets i forbindelse med X Games. Tryk på billedet for flere eksempler.
På Twitter opstår der en samtidighed, hvor man kan kommunikere med andre, der interesserer sig for de samme ting. Fællesskaber dannes omkring hashtags, der kan referere til bestemte begivenheder, emner eller lignende.
Af andre populære danske hashtags lige nu, kan der nævnes: #dkpol, #lockout, #xfaxtordk og #fodbold
For rigtigt at forstå Twitter, må man opleve det og være en del af strømmen. Dorte Møller Madsen giver sine bedste råd til at komme i gang med Twitter her.
Dorte fortæller desuden om et initiativ, der hedder #Twekantsbar. En Twitter-fredagsbar i Trekantsområdet, hvor brugere kan mødes i den virkelige verden.
photo credit: Rosaura Ochoa via photopin cc
Hej Anne Kathrine – tak for at du nævner mig i dit blogpost. Jeg vil dog lige korrigere en ting. #twedagsbar konceptet har jeg ikke fundet på, men jeg var den sidste i trekantsområdet der tog initiativet og her kalder vi det lidt for sjov #twekantsbar. Det blev i Kolding – jeg bor i øvrigt selv på Vestfyn.
Næste gang er i morgen i Vejle – det kan findes på Twitter ved hjælp af hashtagget #twekantsbar og alle Twitter bruger er velkomne. Bedste hilsner Dorte, der dog desværre er forhindret i morgen 5/6-2013.
Hej Dorte,
Tusind tak for din kommentar og rettelse. Jeg ændrer oplysningerne straks!
Det lyder som et sjovt arrangement, og det er en spændende måde at bruge Twitter på.
Dbh Anne.