The Knife er tilbage med drømmende, nuanceret og velskabt album

Hvordan hænger et 13-numre langt album sammen med kunsten at skære ind til benet? Electro-duoen The Knife giver med velskabte Shaking The Habitual et fremragende bud på sagen

Den svenske electro-duo The Knife er tilbage. Syv år er der gået siden gruppens seneste album Silent Shouts udkom med dansable hits som “Like A Pin” og “We Share Our Mothers´ Health”, og det har tilsyneladende ikke været syv spildte år. I hvert fald fremstår Shaking The Habitual som et yderst velformet album, hvor The Knifes genkendelige beats fremstår velslebne uden at være forcerede. Dette bliver udpenslet allerede i pladens første nummer, “A Tooth For An Eye”, hvor perkusive/rytmiske lyde manipuleres og pludselig fremstår som melodiske figurer.  Dette klassiske The Knife-trick danner et organisk lydunivers, hvor rytmer, melodier og de manipulerede vokaler smelter sammen til en mystisk, dragende og melankolsk masse.

Langt album er nødvendigt

Shaking The Habitual er langt fra som de fleste nyudgivne albums nu til dags. De 13 numre som cd’en indeholder varierer meget i længden, og ikke mange af numrene er under fem minutter lange. I sig selv er 13 numre uhørt i dagens EP-elskende og digitalt downloadende musikverden. Kombineret med numre på op imod ti minutter, blæser The Knife virkelig på normerne og gør, som det passer dem. Dette kan enten være lidt påtaget kunstnerisk, eller, som i The Knifes tilfælde, en nødvendighed for musikken. Man fornemmer at albummet ikke kunne have været meget kortere, hvis det stadig skulle rumme The Knifes drømmende univers.

The Knife fandt lysten igen

Med de lange numre kunne man godt tro at Shaking The Habitual ville være et sværttilgængeligt album for nørdede The Knife-fans med hang til tranceagtigt dagdrømmeri. Det er dog ikke hele sandheden. For selvom de lange svævende passager eksisterer og virkelig får tid, bliver musikken aldrig ligegyldig. Electro-duoen udtaler i et interview på deres hjemmeside at de var nødt til at finde lysten til lave musik igen, og denne lyst skinner igennem på Shaking The Habitual.  Lysten til at dvæle ved den gode melodi. Lysten til, gennem musikken at opbygge et univers. Lysten til at skære helt ind til benet. The Knife har med Shaking The Habitual lavet et virkelig godt album, som kan høres igen og igen. Det kræver tålmodighed, og det kræver åbne ører, men har man det, er der et nuanceret og velskabt album i vente.

One thought on “The Knife er tilbage med drømmende, nuanceret og velskabt album”

  1. Hej Andreas 🙂

    Overordnet synes jeg, anmeldelsen er rigtig god! Efter at have læst den føler jeg mig faktisk både gjort klogere og nysgerrig. Jeg får lyst til at høre det nye album – så: Mission accomplished! Dog vil jeg sige, at anmeldelsen er tæt på at være en decideret anbefaling – men hvordan man lige undgår det, har vi selvfølgelig ikke lært.

    Anmeldelsen skriver sig ind i, hvad jeg vil mene er et Gaffa-lignende anmelderi-univers, der balancerer på grænsen mellem at beskrive et stykke musik teknisk-fagligt (fx “hvor perkusive/rytmiske lyde manipuleres og pludselig fremstår som melodiske figurer”) og beskrive et stykke musik mere ‘klaphatsdansker-agtigt’ (fx “et virkelig godt album, som kan høres igen og igen”). Det fungerer rigtig fint i din anmeldelse, synes jeg.

    Mere konkret har jeg nogle kommentarer til følgende
    Vinkling: Din vinkling kunne måske godt have været endnu tydeligere, men jeg fornemmer, at det er albummets længde, der er omdrejningspunktet?

    Dom, præsentation, perspektivering: Jeg synes helt klart, du kommer omkring de tre elementer – endda i nævnte rækkefølge. Du er også inde på ønskekvistmodellen, altså hvad The Knife KAN rent musisk, og hvad det nye album SKAL og har af betydning for samfundet/musikbranchen. Gad vide, om de har VILLET noget bestemt? Måske mangler du lidt et ’slag med den litterære hale’ til sidst – især når det nu er oplagt at køre på metaforikken omkring ‘at skære’ jævnfør bandets navn.

    Sprog: Dit sprog flyder fint, og man kan som læser være med, selvom man ikke nødvendigvis ved, hvad du teknisk mener med en “melodisk figur”. Dog skal du huske lige at læse din tekst igennem for slå- og stavefejl (fx “dowbloadende”).

    Rubrik: Rubrikken fanger mig ikke nær så meget, som brødteksten gør. Du ville have fanget mig mere, hvis du havde brugt en metafor i rubrikken – eventuelt den, du alligevel bruger med reference til bandets navn med at “skære ind til benet” – fx “Elektro-duo skærer igennem/skærer ind til benet på nyt, velskabt album” eller sådan noget.

    Alt i alt er det dog en rigtig fin anmeldelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.