All posts by Anette Damgaard Andersen

Koncertforedrag om Kierkegaard: En blandet fornøjelse

Hvordan opfatter vi musik?

Det var spørgsmålet, da Herbert Boersma (f. 1986) og Christian V. Larsen (f. 1985) inviterede til ”Kierkegaard, musik og sandhed” den 9. april i Musikhuset.

Herbert Boersma er violinist og uddannet ved blandt andet Syddansk Musikkonservatorium, mens Christian V. Larsen har en bachelorgrad i klaver. Udover at have talenter ved tangenterne, er Christian V. Larsen i gang med en kandidat i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, og denne aften kom begge uddannelser i spil.

Musik er dæmonisk

I år er det 200 år siden, at filosoffen Søren Kierkegaard blev født. Herbert Boersma og Christian V. Larsen markerede det ved et lidt utraditionelt tiltag, nemlig et foredrag i en koncert. Programmet var delt op i afsnit med hver sin titel. ”Er musikken en Don Juan?”, ”Har virkeligheden en musik?”, ”Er musik et tidsfordriv?” mm.

Christian V. Larsen stod for den filosofiske del ved at udlægge Kierkegaards tanker om musik. Selvom Kierkegaard godt kunne lide at høre musik, så han musikken som noget dæmonisk. Musikken udtrykker det umiddelbare og abstrakte, og derfor kan den ikke oversættes til ord. I musik er der en forførende magt, som kan sammenlignes med Don Juan. Den er dejlig, så længe den er der, men den forsvinder fra os igen.

Formidlingen fejlede

Generelt forventede Christian V. Larsen meget af tilhøreren, for hvis man ikke i forvejen havde et kendskab til Kierkegaard, kunne man hurtigt blive hægtet af. Christian V. Larsen virkede mere som om, at han holdt foredrag for sine medstuderende på Idéhistorie end for den almindelige århusianer. Tempoet var meget højt, også når han læste de lange og komplicerede citater op af filosoffer som Kierkegaard, Løgstrup, Adorno og andre. Formidlingsmæssigt manglede der altså noget, men hvis man kunne holde koncentrationen og tungen lige i munden, var det interessant.

 Et alsidigt musikprogram

Når Christian V. Larsen tog en pause fra filosofien, var det for at sætte sig ved det store Steinway koncertflygel. Herbert Boersma og Christian V. Larsen havde valgt musikstykker, der støttede op om filosofien. Efter at Christian V. Larsen havde talt om Kierkegaards sammenligning mellem musikken og Don Juan, spillede de for eksempel et uddrag fra Mozarts opera ”Don Giovanni”, der handler om Don Juan.

Det virkede som om, at Herbert Boersma lige skulle spille sig varm, for særligt i de første stykker sneg der sig nogle falske toner ind i det ellers fine violinspil. Det var ærgerligt, for indimellem fik det mig som tilhører til at fokusere mere på fejlene, end musikken i sig selv.

Musikprogrammet var meget alsidigt. Her var både stykker af kendte komponister som Bach, men også en for mig ukendt komponist, Schnittke. Lytterens ører blev sat på en prøve, for her var mange tunge akkorder med masser af dissonans, der blev hamret ned i klaveret, samtidig med at violinen syntes at køre sit eget løb. Stykket var atonalt fra start til slut, og forsøgte på ingen måde at stryge nogen med hårene.

Helt anderledes var det med aftenens sidste stykke – Méditation af Tchaikovsky. Her blev lyset i salen dæmpet, nodestativerne flyttet, og nu var der kun spotlight på Herbert Boersma og Christian V. Larsen. Publikum blev draget ind lige fra den melankolske og meditative start til de mere hektiske passager. Begge musikere spillede med indlevelse og passion, og for mig var det aftenens højdepunkt.

På trods af særligt Christan V. Larsens formidlingsvanskeligheder, var det en aften, hvor man som tilhører blev udfordret, både filosofisk og musikalsk.

Hedegaard-sagen: Jihad betyder da hellig krig?

Et postbud har alle tillid til.

Lars Hedegaard har dog nok fortrudt, at han åbnede hoveddøren den 5. februar i år.

I stedet for at aflevere post, affyrede postbuddet skud mod Lars Hedegaard. Kuglen ramte ikke, men hændelsen har ændret Lars Hedegaards liv. I dag må han vænne sig til et liv i konstant selskab med bevæbnede vagter.  

Islamkritikeren Hedegaard

Lars Hedegaard er en mand, som mange har en holdning til. Som formand for Trykkefrihedsselskabet er han særligt kendt for sine meget kritiske holdninger til islam. Lars Hedegaard har blandt andet sammenlignet islam med både nazismen og kommunismen.

Selvom attentatforsøget mod Lars Hedegaard ikke er opklaret, er hovedpersonen selv ikke i tvivl om, hvem der står bag. Det er muslimer, der er sure over hans kritik af islam.  

I krigens hus

I 2003 udgav Lars Hedegaard sammen med Helle Merete Brix og Torben Hansen bogen I krigens hus – Islams kolonialisering af Vesten. I nogle kredse er bogen blevet godt modtaget, mens andre har kritiseret den for at vise et paranoidt og meget ensidigt billede af muslimer.

Bogens tese er, at muslimerne i almindelighed har en plan om at overtage herredømmet i Vesten. Muslimerne er i gang med et erobringsforsøg, der kaldes den 3. jihad.

Lars Hedegaard arbejder med et unuanceret billede af jihad. For de tre forfattere er jihad lig erobring og hellig krig.

Hedegaard er dog nok ikke ene om at have den forståelse. Når medierne rapporterer fra islamisters terrorangreb, fx terrorangrebet mod World Trade Center, kaldes det hellig krig – jihad. Så jihad og hellig krig er vel en og samme sag?

Jihads forskellige betydninger

Det arabiske ord, som jihad kommer fra, betyder ikke hellig krig, men derimod “at stræbe” eller “at anstrenge sig”. I koranversene er det ofte uklart, hvilken form for anstrengelse, der menes, og derfor er det op til læseren at tolke.

Koranoversættere må træffe et valg. Skal jihad have betydningen af hellig krig, eller kan det i stedet være en kamp mod ens egne svagheder, eller en stræben efter at opnå religiøs viden. De samme koranvers er i tidens løb oversat med meget forskellige betydninger. 

Der kan altså dels være udfordringer i forståelsen af selve ordet jihad, men et andet problem er, at versene ofte modsiger hinanden. I nogle vers kan man læse, at muslimerne skal leve fredeligt sammen med de vantro, ikke-muslimerne, mens muslimerne i andre vers opfordres til at dræbe alle, der ikke bekender sig til Allah.

Koranen indeholder udelukkende Allahs ord, men vil det så sige, at Allah ikke kunne bestemme sig for, hvordan muslimerne skal forholde sig til de ikke-troende? 

Mulimske lærde har gennem tiden forsøgt at finde frem til, hvordan man skal løse det problem.

En tidlig og engang udbredt tolkning er, at de vers, der opfordrer muslimer til at leve fredeligt sammen med de ikke-troende, er de ældste vers. Begrundelsen er, at versene hører til en tid, hvor muslimerne ikke havde særligt mange tilhængere, og det var derfor farligt for dem at være aggressive overfor andre grupperinger i Mellemøsten. Versene, der opfordrer muslimerne til at bekæmpe de vantro, er dermed de nyeste, og dem muslimerne skal efterleve.

Specielt i de senere år har muslimer stillet spørgsmålstegn ved den tolkning. Mange muslimer er i dag i høj grad præget af Vestens mere liberale værdier. Også muslimer sætter pris på fx religions- og ytringsfrihed, og derfor har mange muslimer vendt den militante tolkning af jihad ryggen.

Terrorangreb finder dog stadig sted i Allahs navn. Men det er ikke begrundelse nok til at skære alle muslimer over én kam, som Lars Hedegaard gør, ved at sige, at muslimernes mål er at overtage magten i Vesten. Det er en påstand, der nok i højere grad er baseret på islamofobi end fakta.

En rigtig præst tror på Gud med stort G

Menighedsrådet i Mejdal kom i mediernes søgelys i starten af 2013, da de søgte efter en troende præst. Lektor Marie Vejrup Nielsen mener, at stillingsopslaget skal ses som en søgen efter autenticitet. Mejdals kommende præst skal være autentisk, og dermed stå ved troen på Gud.

Af Anette Damgaard Andersen

I midten af januar offentliggjorde menighedsrådet ved Mejdal kirke et stillingsoplag, hvor de specifikt søger efter en præst, der er ”troende og optaget af, at forkynde og formidle evangeliet.”

Det fik debatten i gang, for hvad ligger der i ordet troende?

Lektor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, Marie Vejrup Nielsen, mener, at menighedsrådets opslag er et udtryk for, at de ønsker en autentisk præst. Den almindelige dansker forventer, at en præst tror på Gud. En præst, der ikke kan stå inde for, hvad vedkommende prædiker om, virker ikke troværdig.

Det autentiske som værdi i sig selv fylder generelt meget i dag, mener Marie Vejrup Nielsen. Hvad enten man er politiker, Bonderøven eller præst i Folkekirken, skal man være tydelig med, hvem man er, stå ved sit udgangspunkt, og i det hele taget være sig selv.

Tro er en privatsag

Selvom en stor del af befolkningen har en forventning om, at præsten tror på Gud, har stillingsopslaget skabt stor debat. Men hvorfor egentlig?

Marie Vejrup Nielsen peger på, at mange ser tro som en privatsag. Det er følsomt og svært at sætte ord på.  

Alligevel er det ikke umuligt at andre menighedsråd vil følge Mejdals eksempel. Det kommer an på, hvilken respons Mejdal vil få fra deres ansøgere, mener lektoren.