All posts by Emilie Bech Zerlang

Manden med den irriterende stemmer gør det bedre end forventet

Bo Bech gør det bedre end han plejer i TV3's nye underholdningsprogram "Køkkenkrisen"
Bo Bech gør det bedre end han plejer i TV3’s nye underholdningsprogram “Køkkenkrisen”, der sendes hver tirsdag aften kl. 21.00

‘Køkkenkrisen’ med den (berømte) Bo Bech overrasker, og gør det bedre end forventet. Selvom programmet stadig lider af den sædvanlige smagløse TV3 præmis om at udstille folk, har ‘Køkkenkrisen’ trods alt nogle brugbare elementer, og differentierer sig derfor positivt fra TV3 øvrige programudbud. 

 

Så er han der igen. Ham med den til tider lidt irriterende og lidt (for!) pædagogiske stemme. Bo Bech er nemlig atter at finde i TV3’s programregi med endnu et program om mad. Jeg må indrømme, at mine forventninger til programmet var en smule farvet af mine tidligere erfaringer med Bo Bechs ’Med Kniven for Struben’, der mest af alt var pinlig og et ikke gennemført forsøg på, at gå i hælene på den anerkendte engelske kok Gordon Ramsay. Nej – det program faldt ikke just i min smag, og mest af alt irriterede det mig. Så jeg skal blankt erkende, at mine præ-forventninger til Bo Bechs nye program ’Køkkenkrisen’ var en anelse nedtonende på forhånd.

Hov!

Men, men, men. Her må jeg trods alt tage hatten af, og skamme mig en smule over at have dømt programmet negativt på forhånd. For på samme måde som den bytur, som man absolut ingen forventninger har til, nærmest kun kan overraske positivt, så må jeg sige, at ’Køkkenkrisen’ overraskede mig. Positivt vel at mærke.

Aktiv familiehjælp – nu om madlavning (og opdragelse!)

I korte træk handler ’Køkkenkrisen’ om at hjælpe danske børnefamilier med at få sig nogle ordentlige madvaner og give dem nogle råd og vejledning til, hvordan man får sammensat en spændende og sund menu. I vanlig TV3 stil a la ’Luksusfælden’ har man så fundet frem til nogle familier, hvor den er helt galt – ikke med økonomien, men med familiens madvaner. I programmets første afsnit møder man familien Bruhn fra Odense, der består af to forældre og fem børn. En forholdsvis stor mundfuld for Hr. Bech. Men igen – en mand med en så pædagogisk stemme, kan vel nærmest klare alt? Men selvom programmets umiddelbare præmis er, at hjælpe en dansk børnefamilie med vejledning og råd til bedre madvaner, så har programmet også andre interessante elementer.

Undskyld-mig-men-a-hvad-for-noget?

Familien vi følger i programmets første afsnst har særligt problemer med deres ene søn, som er lactoseintolerant, og må derfor ikke få mælkeprodukter af nogen art. Og for de fleste velfungerende og normaltænkende forældre er det derfor normalt ikke at servere eller have nogle former for mælkeprodukter i huset – det kan vi vel godt blive enige om. Men det er vi så alligevel ikke helt, når det kommer til forældrene til den lille dreng i programmet. Nej, de serverer da tit mælkeprodukter for sønnen. Begrundelse: ”Jamen han kan så godt lide det, og vil ikke spise andet”. Undskyld-mig-men-a-hvad-for-noget? Magen til uansvarlige og inkompetente forældre skal man lede længe efter. Her kommer den typiske og uundgåelige TV3 præmis ind om, at udvælge nogle mennesker der er så ekstremt dumme, at vi andre (normale) mennesker rigtig kan sidde og græmmes ved det vi ser,  og samtidig få den berømte ”godt-det-ikke-er-mig-der-er-så-dum” følelse. Nej, den kommer vi selvfølgelig heller ikke udenom i dette program. Den del af programmet kunne jeg godt have undværet. Situationen med forældrene der ignorerer sønnens sygdom, og dermed lader ham have mavepine hver aften, er for meget af det gode. Simpelthen. Som seer får man istedet en følelse af afmagt og desperation overfor disse forældre. Groft sagt er det jo på kanten til børnemishandling. Og denne forargelse synes jeg ikke klæder programmet – et så alvorligt problem burde ikke være en del af et underholdningsprogram, men skal nærmere tages op hos en psykolog eller familieterapeut. Rystende.

3 ting fungerer

Men – forhåbentlig er de kommende familier i programmet ikke nær så inkompente, når det kommer til almindelig børne- og familiepleje, som familien Bruun. Forhåbentligt ikke. Og hvis de ikke er det, vil jeg mene at programmet differentierer sig positiv fra de andre underholdningsprogrammer på TV3. Køkkenkrisen er både underholdende, lærerigt og indsigtsgivende. Programmet er underholdende fordi Bo Bech – trods hans irriterende stemme – faktisk formår at gøre en forvandling af en families madvaner til en leg, hvor både børn og voksne synes at trives. Derudover er der gennem hele programmet gode råd og tips til lækre opskrifter, som andre børnefamilier sagtens kan lære noget af.

Slutteligt er ’Køkkenkrisen’ også et indsigtsgivende program, i og med det viser en side af familien Danmark som der sandsynligvis er mange der døjer med, og som sagtens kunne bruge lidt hjælp til – og hvis de kan få det, samtidig med at blive underholdt lidt af Bo Bech stemme, samt få konkrete råd til madlavning – jamen så kan jeg da ikke andet end at give programmet 3 ud af 6 stjerner. 1 stjerne (overraskende nok) for Bo Bech, 1 stjerne for gode og brugbare tips til madlavning, og 1 stjerne for at belyse et problem, der sandsynligvis (desværre) alligevel er mange der hver dag kæmper en lille kamp om i de danske hjem.

Hvorfor er blogmediet så populært?

Antallet af blogs er steget eksplosivt de seneste år. Men hvad er det lige ved blogmediet der gør, at vi læser dem igen og igen?
Antallet af blogs er steget eksplosivt de seneste år. Men hvad er det lige ved blogmediet, der gør, at vi læser dem igen og igen?

Blogs er overalt og alle vegne. Og det er ikke længere kun kloge politikere eller dygtige musikere, der har dem. Det er os alle sammen. Antallet er blogs er steget markant de seneste år, og man anslår at der i 2012 var over 74.000 danske blogs. Men hvad er det lige ved blogmediet, der gør, at vi læser dem igen og igen?

Det er den studerende, der fortæller om sit helt almindelige liv. Det er pigen med passion for økologisk og bæredygtig madlavning. Det er den nybagte mor med trang til at fortælle om livet i rollen som nybagt forælder. Og sidst, men ikke mindst er det den modebevidste unge pige, der elsker mode og at fremstille sit liv og tanker for tusindvis af teenagepiger, der hungrer efter mere sladder og snagen, end de kan få på Facebook.

I har nok gættet, hvad jeg refererer til. Bloggen. Men hvad er det lige, der gør, at vi er så betaget af disse – tilsyneladende helt almindelige og ukendte (!) – menneskers liv, og i en sådan grad, at det er blevet til en overspringshandling og en daglig ”jeg-skal-lige-ind-og-tjekke-om-der-er-sket-noget-nyt”- handling på lige fod med Facebook og mail?

I mit BA-projekt skrev jeg netop om, hvad blogmediet er for en størrelse, hvad det kan, og hvordan det formår at virke så fængende på tusindvis af læsere hver eneste dag.

Så hvis du interesserer dig for blogging, måske selv er en blogger – eller ligesom mig bare er betaget af denne verden og godt kunne tænke sig indirekte at blive analyseret og få en fornemmelse af, hvilke elementer det helt konkret er, der ’trigger’ os til at læse blogs, og give os fornemmelse af at vi bare er nødt til at kigge med igen i morgen, synes jeg, du skal læse med.  

    1. Det personlige præg

Det kommer nok ikke bag på nogen, at det personlige præg er gennemgående for de fleste blogs. Blogs er kendetegnet ved en uredigeret, personlig stemme fra helt almindelige mennesker. Karakteristisk for de historier, emner og indlæg en blogger bringer, er, at måden de gør det på, er personlig. Vi brugere kan simpelthen godt lide at få det personlige indblik, og det er dermed i højere grad essentielt, hvad bloggeren personligt mener om et emne snarere end, hvad emnet er.

Derudover er en af grundene til, at blogging er så populært blandt særligt de unge piger, at mange gerne vil have nogle at identificere sig med. Og her er det meget lettere at identificere sig med en helt almindelig dansk pige, der er blogger end at identificere sig med modesiderne i Eurowoman.

Ved at bruge den personlige stemme får læserne et indblik i bloggerens private liv, og der skabes dermed et indtryk af en særlig relation mellem blogger og bruger.

     2. Tonen

Mange bloggere henvender sig til deres læsere i form af ”dig”, hvilket kan få læserne til at føle sig som et fællesskab bestående af bloggeren og sig selv. Ved at bloggerne konsekvent bruger “du”, henvender de sig til alle bloggens læsere på én gang, og giver dermed en samlet fællesskabsfølelse mellem bloggeren selv og bloggens læsere. Og så virker det jo bare bedre og mere nærværende, når en blogger skriver direkte til os – ellers bliver det hele lidt for formelt.

    3. Autenticitet

Indblikket i andre folks liv, tanker og handlinger, som blogmediet åbner op for, giver et indtryk af, at det man præsenteres for, er autentisk. Autenticiteten kan være en af bloggens klare indholdsmæssige karakteristika samtidig med, at det også er et af de elementer, der gør, at man har lyst til at læse blogs.

Sidsel fra bloggen Sidseloglasse.com beskriver i denne forbindelse, hvordan hun oplever, at det ofte er indlæg af personlig karakter, der er de mest populære og dem som læserne helst vil læse. Vores lyst til at høre om personlige oplevelser kommer fra hele den snage- og selvfremstillende kultur vi alle er blevet en del af gennem det seneste årti. Det nye med blogmediet er så bare, at Facebook, Twitter og andre sociale medier ikke længere er nok, når det gælder vores behov for at snage i andres liv – og for nogle af bloggernes vedkommende behovet for at fremstille sig selv offentligt. 

Der er uden tvivl et hav af andre ‘virkemidler’ på en blog, og nogle gør sikkert noget helt andet i kampen om at sikre sig flest bloglæsere.

Men hvis man så opfylder ovenstående succeskriterier – hvorfor er det så lige at nogle blogs har flere tusind læsere, mens andre kun har et par håndfulde? Hvis de alle følger den samme opskrift, hvorfor er udfaldet og i særlig grad populariteten så så forskellige på de forskellige blogs? Har de populære modeblogs en federe personlig, og bare mere at byde på? Har de flere penge, og dermed bedre mulighed for at købe all de lækre ting, som de så kan vise frem på bloggen – eller hvorfor er det lige at Emily Salomon, Passionsforfashion og Trines wardrobe har så ufatteligt mange læsere – hvad er det de kan?

Jeg ved det ikke. Jeg har muligvis et bud. Men før jeg kommer med mit bud, kunne jeg så godt tænke mig at høre fra jer derude, og høre hvad I tror, årsagen er? 

//Emilie

 

 

 

Foto: Annie Mole via photopin cc

DR’s Borgen er til folket

MEDIER DR’s Borgen har skabt debat om, hvor tæt tv-fiktion kan tillade sig at gå på virkeligheden og hvorvidt serien har et politisk budskab. Flere public serviceeksperter slår dog fast, at Borgen er i folkets tjeneste, og ikke kan beskyldes for at påvirke seerne politisk

 

Af Emilie Bech Zerlang

Kritikken af Borgen har gået på, at serien fremstår kulturradikal. Tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, har udtalt at Borgen er et stykke drama, der skal påvirke danskerne politisk. Disse udtalelser er DR’s kulturredaktør Morten Hesseldahl dog helt uforstående overfor:

”Det er forvrøvlede udtalelser. Man kan lige så godt sige, at serien bygger på Ny Alliance, og dét at gå ud af et midterparti og forsøge at etablere et nyt parti. Og Ny Alliance har aldrig nogensinde tilhørt midten”.

Public service krav om upartiskhed

I DR’s public service kontrakt står der, at der ved informationsformidlingen lægges vægt på upartiskhed, hvilket konkret betyder, at DR ikke må vælge side politisk, kulturelt eller økonomisk. Per Jauert, lektor på Medievidenskab på Aarhus Universitet, mener ikke, at man kan beskylde DR for at vælge side, og dermed for ikke at leve op til kravet om upartiskhed:

”Det der med upartiskhed, mener jeg er et skalkeskjul, fordi nogle er politisk uenige. Det afgørende i den enkelte udsendelse er, at alsidigheden og upartiskheden ikke skal komme til udtryk i den enkelte udsendelse, men over hele serien”.

Fakta fiktion

Borgen har også skabt debat om, hvor tæt på virkeligheden tv-fiktion kan tillade sig at gå. For kan der være risiko for, at seerne tager seriens oplysninger for ”gode varer”, og lader sig påvirke af fiktionen i det virkelige liv? Per Jauert peger her på, at en af Borgens styrker er, at den ikke ligger længere væk fra den virkelighed, vi kender:

”Det er tæt på, men samtidig er det ikke det samme. For det er ikke Margrethe Vestager. Og dét at have en dramaserie om politik, som ikke må handle om politik – det er jo nogle mærkelige krav at stille”.