Nichemagasinet HesteMagasinet er fyldt til randen med tips, tricks, guides og billeder af heste og deres ryttere. De tætpakkede sider er dog en intens omgang for læseren, der udover pusten også risikerer at miste overblikket

På forsiden ses en rytter på sin hest i galop. I baggrunden ses skov og natur i grønne nuancer. Den lilla farve på rytterens trøje går igen i bokse og rubrikker på forsiden. Et enkelt sted er der brugt en orange farve som kontrast til den lilla. Overordnet virker forsiden gennemarbejdet, og den giver et godt helhedsindtryk. Dog falder den orange farve lidt uden for, i og med at den kun er brugt ét sted.   

HesteMagasinets redaktion har valgt at benytte sig af en lang række billeder af heste i forskellige situationer – i naturen, til stævner, med eller uden ryttere. Billederne af alle de mange heste fungerer indbydende for bladets læsere, der alle er interesserede i heste. Der er både collager med hesteudstyr, ugens fotografi midt i magasinet samt store close-up billeder af heste og ryttere.

Selvom billeder og artikler relaterer sig til det at have hest, er det ikke dem alle, der direkte handler om heste. I HesteMagasinet nr. 4 april 2013 er temaet ukrudt, og der er derfor flere sider om bekæmpelsen af ukrudt.

Rubrikkernes grafiske udseende svinger en del både i form af skrifttype, størrelse og farve. Skrifttypen i magasinets indholdsfortegnelse er kursiv og sort på hvid i modsætning til en artikel midt i magasinet, hvor der er brugt fede, hvide bogstaver på grøn baggrund.

Denne blanding af forskellige udtryk gør, at det samlede grafiske udtryk i magasinet kan fremstå rodet, og det er svært at se en overordnet sammenhæng. Dette kan hænge sammen med, at magasinet har en bred målgruppe, og derfor henvender sig til alle, der har hest – uanset køn og alder. Det virker som om, magasinets praktiske indhold disharmonerer med nogle af rubrikkernes romantiske udtryk.

Der gøres brug af flere forskellige virkemidler i HesteMagasinet:

• Lister: Der ses eksempelvis en liste på s. 64, hvor læseren præsenteres for en række anbefalede produkter inden for hestepleje. På s. 72 ses en liste i punktform i form af “7 bidløse trenser”, der opstiller syv alternativer til det traditionelle bid. På s. 74 er der også et miniinterview om en hesteejer under overskriften “Sådan valgte jeg hest”.
• Guides: På s. 23 ses en guide til at få hesten til neje (trin for trin). I denne guide er der som supplement til teksten også indsat billeder som illustration til guiden.
• Noter: De første sider er primært notestof med korte små nyheder og historier. Dette viser, at magasinet starter med det mere lette stof, og først senere præsenterer de mere tunge artikler, herunder interviews.
• Luft: Generelt for HesteMagasinet er, at de ikke bruger meget “luft” omkring teksten i artiklerne. Desuden er annoncerne også sat tæt op, hvilket samlet set giver et meget intenst, kompakt og til tider rodet udtryk.
• Brevkasse: På s. 48 er der en brevkasse, hvor læserne kan skrive ind til alt fra en dyrlæge til en jurist for at  få svar på deres spørgsmål. Dette er et fast element i magasinet.
• Kalender: På s. 38-39 er der en kalender, hvor næste måneds hestearrangementer præsenteres. Dette er et fast element i magasinet.

HesteMagasinet henvender sig til hele “hestefamilien”. Magasinet består både af praktiske artikler, fascinerende interviews samt tips og tricks. Forsøget på at indkapsle både det praktiske og romantiske ved hesteejerskabet resulterer i et blandet udtryk, der skaber forvirring omkring bladets ønskede identitet.

Fotokreditering: Eduardo Amorim via photopin cc

Nobelprisen i litteratur tilfalder oftest ukendte forfattere. Det sætter spørgsmålstegn ved prisens egentlige værdi, og forfatterskaberne den hylder.

Nobelprisen er verdens mest prestigefyldte litteratur-pris. Den består, foruden den store anerkendelse af en forfatters arbejde, også af en pengepræmie. For tiden 10 millioner svensker kroner. I 2012 gik prisen til den kinesiske forfatter Mo Yan. Mo Yans forfatterskab er ikke oversat til dansk og kan altså indtil videre, for os danskere, kun læses på engelsk.

Året før Mo Yan var det den svenske lyriker Tomas Tranströmer, der blev hyldet som vinder. Og årene før ham tilfaldt æren et utal af andre mere eller mindre ukendte forfattere. Man kan i flæng nævne navne som Jean-Marie Gustave Le Clézio, Seamus Heaney eller Wislawa Szymborska, uden der for den almene læser ringer ret mange klokker.

Jeg vil ikke her tage stilling til, hvorvidt disse forfattere egentlig har skrevet fremragende litteratur eller ej. Som de fleste nok kan regne ud, er det simpelthen et spørgsmål om smag. Jeg vil blot konstatere, at det forholder sig sådan, at det er de færreste danskere, der er bekendte med disse forfatteres værker.

Nobelprisen i litteratur uddeles én gang om året, og før i tiden blev prisen givet til en forfatter, der havde skrevet et markant værk indenfor det forgangne år. Men de seneste mange år er prisen i stedet givet for et livsværk og altså som en anerkendelse af et helt forfatterskab.

Prisen bliver altså ikke givet på baggrund af eksempelvis salgstal. Det betyder at verdens mest prestigefyldte litteratur-pris, ikke bliver givet til de forfattere, som de fleste mennesker læser. Prisen bærer altså i manges øjne præg af at være snobbet og finkulturel og ude af stand til at afspejle virkelighedens tendenser på bogmarkedet.

Man kan altså diskutere hvorvidt denne pris, der i de litterære miljøer bliver anset som det ypperste, overhovedet er så eftertragtelsesværdig igen. For hvis den almene læser har fået det indtryk at nobelprisen i litteratur, er udtryk for den type litteratur, de ikke gider at læse, kan et stempel som nobelprismodtager måske afskære dig fra en større læserskare. Man kan altså lidt populært sige, at forfatterne til dels sælger deres sjæl til djævelen for 10 millioner svenske kroner, og ender i en nobel kategori, som ingen gider at læse.

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1779272/mo-hvem-nobelprisen-gik-til-kinas-kafka/