Hvordan hænger et 13-numre langt album sammen med kunsten at skære ind til benet? Electro-duoen The Knife giver med velskabte Shaking The Habitual et fremragende bud på sagen

Den svenske electro-duo The Knife er tilbage. Syv år er der gået siden gruppens seneste album Silent Shouts udkom med dansable hits som “Like A Pin” og “We Share Our Mothers´ Health”, og det har tilsyneladende ikke været syv spildte år. I hvert fald fremstår Shaking The Habitual som et yderst velformet album, hvor The Knifes genkendelige beats fremstår velslebne uden at være forcerede. Dette bliver udpenslet allerede i pladens første nummer, “A Tooth For An Eye”, hvor perkusive/rytmiske lyde manipuleres og pludselig fremstår som melodiske figurer.  Dette klassiske The Knife-trick danner et organisk lydunivers, hvor rytmer, melodier og de manipulerede vokaler smelter sammen til en mystisk, dragende og melankolsk masse.

Langt album er nødvendigt

Shaking The Habitual er langt fra som de fleste nyudgivne albums nu til dags. De 13 numre som cd’en indeholder varierer meget i længden, og ikke mange af numrene er under fem minutter lange. I sig selv er 13 numre uhørt i dagens EP-elskende og digitalt downloadende musikverden. Kombineret med numre på op imod ti minutter, blæser The Knife virkelig på normerne og gør, som det passer dem. Dette kan enten være lidt påtaget kunstnerisk, eller, som i The Knifes tilfælde, en nødvendighed for musikken. Man fornemmer at albummet ikke kunne have været meget kortere, hvis det stadig skulle rumme The Knifes drømmende univers.

The Knife fandt lysten igen

Med de lange numre kunne man godt tro at Shaking The Habitual ville være et sværttilgængeligt album for nørdede The Knife-fans med hang til tranceagtigt dagdrømmeri. Det er dog ikke hele sandheden. For selvom de lange svævende passager eksisterer og virkelig får tid, bliver musikken aldrig ligegyldig. Electro-duoen udtaler i et interview på deres hjemmeside at de var nødt til at finde lysten til lave musik igen, og denne lyst skinner igennem på Shaking The Habitual.  Lysten til at dvæle ved den gode melodi. Lysten til, gennem musikken at opbygge et univers. Lysten til at skære helt ind til benet. The Knife har med Shaking The Habitual lavet et virkelig godt album, som kan høres igen og igen. Det kræver tålmodighed, og det kræver åbne ører, men har man det, er der et nuanceret og velskabt album i vente.

Hvordan opfatter vi musik?

Det var spørgsmålet, da Herbert Boersma (f. 1986) og Christian V. Larsen (f. 1985) inviterede til ”Kierkegaard, musik og sandhed” den 9. april i Musikhuset.

Herbert Boersma er violinist og uddannet ved blandt andet Syddansk Musikkonservatorium, mens Christian V. Larsen har en bachelorgrad i klaver. Udover at have talenter ved tangenterne, er Christian V. Larsen i gang med en kandidat i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, og denne aften kom begge uddannelser i spil.

Musik er dæmonisk

I år er det 200 år siden, at filosoffen Søren Kierkegaard blev født. Herbert Boersma og Christian V. Larsen markerede det ved et lidt utraditionelt tiltag, nemlig et foredrag i en koncert. Programmet var delt op i afsnit med hver sin titel. ”Er musikken en Don Juan?”, ”Har virkeligheden en musik?”, ”Er musik et tidsfordriv?” mm.

Christian V. Larsen stod for den filosofiske del ved at udlægge Kierkegaards tanker om musik. Selvom Kierkegaard godt kunne lide at høre musik, så han musikken som noget dæmonisk. Musikken udtrykker det umiddelbare og abstrakte, og derfor kan den ikke oversættes til ord. I musik er der en forførende magt, som kan sammenlignes med Don Juan. Den er dejlig, så længe den er der, men den forsvinder fra os igen.

Formidlingen fejlede

Generelt forventede Christian V. Larsen meget af tilhøreren, for hvis man ikke i forvejen havde et kendskab til Kierkegaard, kunne man hurtigt blive hægtet af. Christian V. Larsen virkede mere som om, at han holdt foredrag for sine medstuderende på Idéhistorie end for den almindelige århusianer. Tempoet var meget højt, også når han læste de lange og komplicerede citater op af filosoffer som Kierkegaard, Løgstrup, Adorno og andre. Formidlingsmæssigt manglede der altså noget, men hvis man kunne holde koncentrationen og tungen lige i munden, var det interessant.

 Et alsidigt musikprogram

Når Christian V. Larsen tog en pause fra filosofien, var det for at sætte sig ved det store Steinway koncertflygel. Herbert Boersma og Christian V. Larsen havde valgt musikstykker, der støttede op om filosofien. Efter at Christian V. Larsen havde talt om Kierkegaards sammenligning mellem musikken og Don Juan, spillede de for eksempel et uddrag fra Mozarts opera ”Don Giovanni”, der handler om Don Juan.

Det virkede som om, at Herbert Boersma lige skulle spille sig varm, for særligt i de første stykker sneg der sig nogle falske toner ind i det ellers fine violinspil. Det var ærgerligt, for indimellem fik det mig som tilhører til at fokusere mere på fejlene, end musikken i sig selv.

Musikprogrammet var meget alsidigt. Her var både stykker af kendte komponister som Bach, men også en for mig ukendt komponist, Schnittke. Lytterens ører blev sat på en prøve, for her var mange tunge akkorder med masser af dissonans, der blev hamret ned i klaveret, samtidig med at violinen syntes at køre sit eget løb. Stykket var atonalt fra start til slut, og forsøgte på ingen måde at stryge nogen med hårene.

Helt anderledes var det med aftenens sidste stykke – Méditation af Tchaikovsky. Her blev lyset i salen dæmpet, nodestativerne flyttet, og nu var der kun spotlight på Herbert Boersma og Christian V. Larsen. Publikum blev draget ind lige fra den melankolske og meditative start til de mere hektiske passager. Begge musikere spillede med indlevelse og passion, og for mig var det aftenens højdepunkt.

På trods af særligt Christan V. Larsens formidlingsvanskeligheder, var det en aften, hvor man som tilhører blev udfordret, både filosofisk og musikalsk.

‘Køkkenkrisen’ med den (berømte) Bo Bech overrasker, og gør det bedre end forventet. Selvom programmet stadig lider af den sædvanlige smagløse TV3 præmis om at udstille folk, har ‘Køkkenkrisen’ trods alt nogle brugbare elementer, og differentierer sig derfor positivt fra TV3 øvrige programudbud. 

Så er han der igen. Ham med den til tider lidt irriterende og lidt (for!) pædagogiske stemme. Bo Bech er nemlig atter at finde i TV3’s programregi med endnu et program om mad. Jeg må indrømme, at mine forventninger til programmet var en smule farvet af mine tidligere erfaringer med Bo Bechs ’Med Kniven for Struben’, der mest af alt var pinlig og et ikke gennemført forsøg på, at gå i hælene på den anerkendte engelske kok Gordon Ramsay. Nej – det program faldt ikke just i min smag, og mest af alt irriterede det mig. Så jeg skal blankt erkende, at mine præ-forventninger til Bo Bechs nye program ’Køkkenkrisen’ var en anelse nedtonende på forhånd.

Hov!

Men, men, men. Her må jeg trods alt tage hatten af, og skamme mig en smule over at have dømt programmet negativt på forhånd. For på samme måde som den bytur, som man absolut ingen forventninger har til, nærmest kun kan overraske positivt, så må jeg sige, at ’Køkkenkrisen’ overraskede mig. Positivt vel at mærke.

Aktiv familiehjælp – nu om madlavning (og opdragelse!)

I korte træk handler ’Køkkenkrisen’ om at hjælpe danske børnefamilier med at få sig nogle ordentlige madvaner og give dem nogle råd og vejledning til, hvordan man får sammensat en spændende og sund menu. I vanlig TV3 stil a la ’Luksusfælden’ har man så fundet frem til nogle familier, hvor den er helt galt – ikke med økonomien, men med familiens madvaner. I programmets første afsnit møder man familien Bruhn fra Odense, der består af to forældre og fem børn. En forholdsvis stor mundfuld for Hr. Bech. Men igen – en mand med en så pædagogisk stemme, kan vel nærmest klare alt? Men selvom programmets umiddelbare præmis er, at hjælpe en dansk børnefamilie med vejledning og råd til bedre madvaner, så har programmet også andre interessante elementer.

Undskyld-mig-men-a-hvad-for-noget?

Familien vi følger i programmets første afsnst har særligt problemer med deres ene søn, som er lactoseintolerant, og må derfor ikke få mælkeprodukter af nogen art. Og for de fleste velfungerende og normaltænkende forældre er det derfor normalt ikke at servere eller have nogle former for mælkeprodukter i huset – det kan vi vel godt blive enige om. Men det er vi så alligevel ikke helt, når det kommer til forældrene til den lille dreng i programmet. Nej, de serverer da tit mælkeprodukter for sønnen. Begrundelse: ”Jamen han kan så godt lide det, og vil ikke spise andet”. Undskyld-mig-men-a-hvad-for-noget? Magen til uansvarlige og inkompetente forældre skal man lede længe efter. Her kommer den typiske og uundgåelige TV3 præmis ind om, at udvælge nogle mennesker der er så ekstremt dumme, at vi andre (normale) mennesker rigtig kan sidde og græmmes ved det vi ser,  og samtidig få den berømte ”godt-det-ikke-er-mig-der-er-så-dum” følelse. Nej, den kommer vi selvfølgelig heller ikke udenom i dette program. Den del af programmet kunne jeg godt have undværet. Situationen med forældrene der ignorerer sønnens sygdom, og dermed lader ham have mavepine hver aften, er for meget af det gode. Simpelthen. Som seer får man istedet en følelse af afmagt og desperation overfor disse forældre. Groft sagt er det jo på kanten til børnemishandling. Og denne forargelse synes jeg ikke klæder programmet – et så alvorligt problem burde ikke være en del af et underholdningsprogram, men skal nærmere tages op hos en psykolog eller familieterapeut. Rystende.

3 ting fungerer

Men – forhåbentlig er de kommende familier i programmet ikke nær så inkompente, når det kommer til almindelig børne- og familiepleje, som familien Bruun. Forhåbentligt ikke. Og hvis de ikke er det, vil jeg mene at programmet differentierer sig positiv fra de andre underholdningsprogrammer på TV3. Køkkenkrisen er både underholdende, lærerigt og indsigtsgivende. Programmet er underholdende fordi Bo Bech – trods hans irriterende stemme – faktisk formår at gøre en forvandling af en families madvaner til en leg, hvor både børn og voksne synes at trives. Derudover er der gennem hele programmet gode råd og tips til lækre opskrifter, som andre børnefamilier sagtens kan lære noget af.

Slutteligt er ’Køkkenkrisen’ også et indsigtsgivende program, i og med det viser en side af familien Danmark som der sandsynligvis er mange der døjer med, og som sagtens kunne bruge lidt hjælp til – og hvis de kan få det, samtidig med at blive underholdt lidt af Bo Bech stemme, samt få konkrete råd til madlavning – jamen så kan jeg da ikke andet end at give programmet 3 ud af 6 stjerner. 1 stjerne (overraskende nok) for Bo Bech, 1 stjerne for gode og brugbare tips til madlavning, og 1 stjerne for at belyse et problem, der sandsynligvis (desværre) alligevel er mange der hver dag kæmper en lille kamp om i de danske hjem.

Et trekantsdrama imellem kloner produceret af aliens fra det ydre rum og truende atomvåben og seje nye gadgets afprøvet i et væld af eksplosioner. Tilsæt disse ingredienser i en gryde og lad det hele simre i et par timer med skuespilleren Tom Cruise og du har opskriften på den perfekte sci-fi-/actionfilm.

Filmen Oblivion er både skrevet og instrueret af Joseph Kosinski, manden bag filmen Tron: Legacy(2010), og har umiddelbart alt det, der skal til, for at være en rigtig god film indenfor dens genre, der kan spores helt tilbage i bøgernes verden til 1800-tallet og Mary Shelleys Frankenstein.

Historien udspiller sig i året 2077, 60 år efter et stort angreb fra fjendtlige aliens, der har efterladt Jorden ubeboelig for menneskeracen. Imens resten af Jordens befolkning er flygtet i eksil til en af Saturns måner, følger vi et sidste oprydningshold på Jorden. Et effektivt team bestående af Jack Harper(Tom Cruise) og Victoria(Andrea Riseborough). De to har mildest talt ingen minder, om tiden før de blev sat på Jorden, på grund af deres slettede hukommelse man var nødsaget til at foretage for at de ikke skulle kunne informere fjenden om hemmelige oplysninger ved eventuel tilfangetagelse.

Victoria er dagligt i kontakt med kommandocentralen ‘The Tet’, en rumstation der befinder sig i nærheden af Jorden, og sender hver dag teknikeren Jack på opgaver med vedligeholdelse af de droner, der er blevet ødelagt af Scavs(aliens der stadig lever på Jorden). Dronerne er våben, der skal beskytte de pumpestationer, der omdanner det sidste vand fra Jordens oceaner til vigtig fusionsenergi til senere brug for menneskene. Men en dag styrter et faretøj med mennesker ned på Jorden. Dronerne likviderer til Jacks store overraskelse besætningen, og han får kun reddet én enkelt. Julia(Olga Kurylenko). Fundet af Julia og henrettelsen af resten af hendes besætning sætter gang i spekulationerne om, hvem Jack er og var, og hvor hans loyalitet ligger.

Filmen er et ærkeamerikansk eksempel på, hvordan sådan en film skal skæres. Scenerierne med destruerede monumenter som  Frihedsgudinden, diverse skyskrabere og Capitol Hill, til lyden af høj dramatisk musik er storslåede men også set før. Og da man i filmens mest romantiske stund, øjeblikket hvor Jack husker, at Julia er hans kone, og man følger mindet om, hvordan han friede til hende, et par gange vælger, at krydsklippe til Stars and Stripes der flagrer i vinden, er der ikke et øje tørt…

Selv replikkerne er, som de skal være. Flade, platromantiske og patriotiske one-liners. Selvom filmen umiddelbart har alt det et sci-fi-hjerte begærer, bringer den ikke noget decideret nyt til genren, og man må efterhånden spørge sig selv om, hvor meget suppe der kan koges på den slags film. Tom Cruise spiller som han plejer, det han plejer, en actionhelt der redder dagen, men for mig minder han mest af alt om en udkogt grøntsag.

Men hvis man nu engang er vild med sci-fi-suppe, så tag skeen i den anden hånd og med i biografen fra den 11. april og frem.

Cecilie Frøkjær er vært for otte professionelle kokke, der tilsammen udgør Madklubben. TV2’s nye madprogram inviterer publikum på gastronomisk verdensklasse, men rammer ikke selv helt samme niveau. 

Cecilie & Madklubben er TV2’s nye madprogram, der bliver sendt i otte afsnit hver tirsdag kl. 20.00 på hovedkanalen. Konceptet er meget simpelt. Otte af de bedste danske kokke udfordrer skiftevis hinanden i alskens kogekunst. I hvert enkelt afsnit er én af kokkene hovedperson. Denne kok sammensætter en udfordring og en menu, som de andre skal lave. Til sidst udpeger kokken vinderne af aftenens madklub, der får den ærefulde præmie… at have vundet over de andre.

I første afsnit er kokken Bo Jacobsen i centrum. Han ejer det anerkendte Restaurationen i København og har en forkærlighed for traditionel dansk mad. Og det er netop kærligheden til mad og madlavning, der er programmets omdrejningspunkt og præmis.

Så hvis du ikke interesserer dig for finere gastronomi og kokkekunster, så er her ikke meget at hente. For publikum uden særlig interesse for mad når programmet omtrent samme spændingsniveau, som en frysepizza fra køledisken i det lokale supermarked.

Professionelle kokke med stort K

Castet består af otte kokke, der alle befinder sig på toppen af dansk gastronomis kransekage. Der sidder dog ikke kendte primetime-hoveder på alle, og det kræver en del kendskab til branchen, at sætte navn på hele flokken.

Deltagerne præsenteres kun gennem deres professionelle virke. Det er kokken i centrum, og personlighed i andre henseender er fuldstændig skåret væk.

Med på sidelinjen er Cecilie Frøkjær som den nysgerrige vært, der stiller de dumme spørgsmål, når køkkenet summer af faglige udtryk og særlige teknikker. En rolle hun klarer fint, men som i det meste af programmet er usynlig. Der er langt mere madklub, end der er Cecilie.

At sætte sig mellem to stole

Programkonceptet er ikke banebrydende, der er snarere tale om en genremæssig hybrid. Cecilie & Madklubben låner fra andre madprogrammer, som vi kender fra konkurrerende kanaler. Konkurrencen og scenografien minder i forbavsende grad om Masterchef, som kendes fra TV3, mens den venskabelige tone og hyggelige atmosfære sender tankerne mod flere af DR’s madprogrammer – f.eks. Spise med Price.

Det er netop de to halve satsninger, der bliver problematisk for programmet. Konkurrenceelementet undergraves af den selskabelighed, der er kendetegnende for et sådant livstilsprogram. Spændingen og konflikten indfinder sig aldrig, og publikum sidder tilbage med en uforløst forventning om, at der skal ske noget overraskende. Nogen skal komme på glatis eller ryge ud af konkurrencen, men det sker aldrig.

Programmet udfylder dog et hul i det ellers store udbud af madprogrammer på danske tv-kanaler. I stedet for kendte amatører, så vises det professionelle håndværk i dets rette omgivelser. Så hvis du har lyst til at komme bag scenen og se, hvordan man laver friteret persille, rødspættepaupiette med stuvede østers eller kalvelever stegt i panchettafars, så er Cecilie & Madklubben er godt bud på et professionelt program.

Hvis du selv vil prøve kræfter med maden, kan du finde opskrifterne her. Men mon ikke det fleste “dødelige” vil nøjes med at se på, når de professionelle brillierer.