Nichemagasinet HesteMagasinet er fyldt til randen med tips, tricks, guides og billeder af heste og deres ryttere. De tætpakkede sider er dog en intens omgang for læseren, der udover pusten også risikerer at miste overblikket

På forsiden ses en rytter på sin hest i galop. I baggrunden ses skov og natur i grønne nuancer. Den lilla farve på rytterens trøje går igen i bokse og rubrikker på forsiden. Et enkelt sted er der brugt en orange farve som kontrast til den lilla. Overordnet virker forsiden gennemarbejdet, og den giver et godt helhedsindtryk. Dog falder den orange farve lidt uden for, i og med at den kun er brugt ét sted.   

HesteMagasinets redaktion har valgt at benytte sig af en lang række billeder af heste i forskellige situationer – i naturen, til stævner, med eller uden ryttere. Billederne af alle de mange heste fungerer indbydende for bladets læsere, der alle er interesserede i heste. Der er både collager med hesteudstyr, ugens fotografi midt i magasinet samt store close-up billeder af heste og ryttere.

Selvom billeder og artikler relaterer sig til det at have hest, er det ikke dem alle, der direkte handler om heste. I HesteMagasinet nr. 4 april 2013 er temaet ukrudt, og der er derfor flere sider om bekæmpelsen af ukrudt.

Rubrikkernes grafiske udseende svinger en del både i form af skrifttype, størrelse og farve. Skrifttypen i magasinets indholdsfortegnelse er kursiv og sort på hvid i modsætning til en artikel midt i magasinet, hvor der er brugt fede, hvide bogstaver på grøn baggrund.

Denne blanding af forskellige udtryk gør, at det samlede grafiske udtryk i magasinet kan fremstå rodet, og det er svært at se en overordnet sammenhæng. Dette kan hænge sammen med, at magasinet har en bred målgruppe, og derfor henvender sig til alle, der har hest – uanset køn og alder. Det virker som om, magasinets praktiske indhold disharmonerer med nogle af rubrikkernes romantiske udtryk.

Der gøres brug af flere forskellige virkemidler i HesteMagasinet:

• Lister: Der ses eksempelvis en liste på s. 64, hvor læseren præsenteres for en række anbefalede produkter inden for hestepleje. På s. 72 ses en liste i punktform i form af “7 bidløse trenser”, der opstiller syv alternativer til det traditionelle bid. På s. 74 er der også et miniinterview om en hesteejer under overskriften “Sådan valgte jeg hest”.
• Guides: På s. 23 ses en guide til at få hesten til neje (trin for trin). I denne guide er der som supplement til teksten også indsat billeder som illustration til guiden.
• Noter: De første sider er primært notestof med korte små nyheder og historier. Dette viser, at magasinet starter med det mere lette stof, og først senere præsenterer de mere tunge artikler, herunder interviews.
• Luft: Generelt for HesteMagasinet er, at de ikke bruger meget “luft” omkring teksten i artiklerne. Desuden er annoncerne også sat tæt op, hvilket samlet set giver et meget intenst, kompakt og til tider rodet udtryk.
• Brevkasse: På s. 48 er der en brevkasse, hvor læserne kan skrive ind til alt fra en dyrlæge til en jurist for at  få svar på deres spørgsmål. Dette er et fast element i magasinet.
• Kalender: På s. 38-39 er der en kalender, hvor næste måneds hestearrangementer præsenteres. Dette er et fast element i magasinet.

HesteMagasinet henvender sig til hele “hestefamilien”. Magasinet består både af praktiske artikler, fascinerende interviews samt tips og tricks. Forsøget på at indkapsle både det praktiske og romantiske ved hesteejerskabet resulterer i et blandet udtryk, der skaber forvirring omkring bladets ønskede identitet.

Fotokreditering: Eduardo Amorim via photopin cc

Trods to vidt forskellige fokusområder, formår HesteMagsinet og Gaffa begge at ramme plet, når det gælder om at nå deres målgrupper.

HesteMagasinet og Gaffa er begge eksempler på magasiner, der har et forholdsvis begrænset fokusområde, men stadig formår at have en stor læserskare. Måden de gør det på er, at de konsekvent målretter deres annoncer og indhold efter målgruppens interesser.

Musik til masserne
Gaffas målgruppe er primært de unge i aldersgruppen 12-29 år, og de som interesserer sig for musik. Gaffas læsere interesserer sig også for mode, rejser og it. Målgruppens interesser og baggrund ses tydeligt i Gaffas indhold:

– Artikler: Portrætter af musikere som fx Rasmus Seebach, Florence And the Machine. Der er et stort fokus på både etablerede og upcoming kunstnere, hvilket stemmer godt overens med målgruppens ønske om at vide alt om musik – både det nye og det gamle.

– Annoncering: Mange af de annoncer der er i Gaffa er henvendt den unge målgruppe, og de der interesserer sig for musik. Der er fx mange annoncer for uddannelsesinstitutioner, højskoler og festivaler. I forhold til målgruppens interesser for mode, it og rejser ses disse også afspejlet i form af eksempelvis en konkurrence, hvor præmierne er tøj og gadgets.

HesteMagasinet
HesteMagasinet er henvendt til den voksne hesteejer, der ønsker at vide mere om ridning, sundhed, management og hestehold. Magasinet henvender sig både til de, der har hest derhjemme, og de der har den opstaldet ude, og tager derfor højde for læsernes forskellige behov – nemlig at de der holder hest, både kan gøre det som en hobby eller for pengenes skyld.

– Artikler: Artiklerne er delt op i fire kategorier: avl, hestehold, fodring og sundhed. Ved at magasinet har denne opdeling gør, at magsinet fremstår meget brugervenligt, samtidig med at der er taget hensyn til målgruppens forskellige ønsker indenfor kategorien “heste”.

– Annoncering: Alle annoncerne i magasinet ligger indenfor “pasning og pleje” som fx foder, indhegning, forsikring og ridetøj.

De to magasiner er gode eksempler på, hvordan man med succes formår at ramme en særligt niche i befolkningen, idet de har forstået vigtigheden i at kombinere relevant indhold og den rette annoncering. Denne kombination giver magasinerne et godt helhedsindtryk, hvor læseren indirekte føler sine behov og interesser opfyldt.

Et postbud har alle tillid til.

Lars Hedegaard har dog nok fortrudt, at han åbnede hoveddøren den 5. februar i år.

I stedet for at aflevere post, affyrede postbuddet skud mod Lars Hedegaard. Kuglen ramte ikke, men hændelsen har ændret Lars Hedegaards liv. I dag må han vænne sig til et liv i konstant selskab med bevæbnede vagter.  

Islamkritikeren Hedegaard

Lars Hedegaard er en mand, som mange har en holdning til. Som formand for Trykkefrihedsselskabet er han særligt kendt for sine meget kritiske holdninger til islam. Lars Hedegaard har blandt andet sammenlignet islam med både nazismen og kommunismen.

Selvom attentatforsøget mod Lars Hedegaard ikke er opklaret, er hovedpersonen selv ikke i tvivl om, hvem der står bag. Det er muslimer, der er sure over hans kritik af islam.  

I krigens hus

I 2003 udgav Lars Hedegaard sammen med Helle Merete Brix og Torben Hansen bogen I krigens hus – Islams kolonialisering af Vesten. I nogle kredse er bogen blevet godt modtaget, mens andre har kritiseret den for at vise et paranoidt og meget ensidigt billede af muslimer.

Bogens tese er, at muslimerne i almindelighed har en plan om at overtage herredømmet i Vesten. Muslimerne er i gang med et erobringsforsøg, der kaldes den 3. jihad.

Lars Hedegaard arbejder med et unuanceret billede af jihad. For de tre forfattere er jihad lig erobring og hellig krig.

Hedegaard er dog nok ikke ene om at have den forståelse. Når medierne rapporterer fra islamisters terrorangreb, fx terrorangrebet mod World Trade Center, kaldes det hellig krig – jihad. Så jihad og hellig krig er vel en og samme sag?

Jihads forskellige betydninger

Det arabiske ord, som jihad kommer fra, betyder ikke hellig krig, men derimod “at stræbe” eller “at anstrenge sig”. I koranversene er det ofte uklart, hvilken form for anstrengelse, der menes, og derfor er det op til læseren at tolke.

Koranoversættere må træffe et valg. Skal jihad have betydningen af hellig krig, eller kan det i stedet være en kamp mod ens egne svagheder, eller en stræben efter at opnå religiøs viden. De samme koranvers er i tidens løb oversat med meget forskellige betydninger. 

Der kan altså dels være udfordringer i forståelsen af selve ordet jihad, men et andet problem er, at versene ofte modsiger hinanden. I nogle vers kan man læse, at muslimerne skal leve fredeligt sammen med de vantro, ikke-muslimerne, mens muslimerne i andre vers opfordres til at dræbe alle, der ikke bekender sig til Allah.

Koranen indeholder udelukkende Allahs ord, men vil det så sige, at Allah ikke kunne bestemme sig for, hvordan muslimerne skal forholde sig til de ikke-troende? 

Mulimske lærde har gennem tiden forsøgt at finde frem til, hvordan man skal løse det problem.

En tidlig og engang udbredt tolkning er, at de vers, der opfordrer muslimer til at leve fredeligt sammen med de ikke-troende, er de ældste vers. Begrundelsen er, at versene hører til en tid, hvor muslimerne ikke havde særligt mange tilhængere, og det var derfor farligt for dem at være aggressive overfor andre grupperinger i Mellemøsten. Versene, der opfordrer muslimerne til at bekæmpe de vantro, er dermed de nyeste, og dem muslimerne skal efterleve.

Specielt i de senere år har muslimer stillet spørgsmålstegn ved den tolkning. Mange muslimer er i dag i høj grad præget af Vestens mere liberale værdier. Også muslimer sætter pris på fx religions- og ytringsfrihed, og derfor har mange muslimer vendt den militante tolkning af jihad ryggen.

Terrorangreb finder dog stadig sted i Allahs navn. Men det er ikke begrundelse nok til at skære alle muslimer over én kam, som Lars Hedegaard gør, ved at sige, at muslimernes mål er at overtage magten i Vesten. Det er en påstand, der nok i højere grad er baseret på islamofobi end fakta.

Tweets, hashtags, feeds – siger det dig ikke noget, så er du ikke den eneste. Det sociale medie Twitter har endnu ikke vundet danskernes hjerter. For Danmark er et Facebook-land, og vi har endnu ikke udnyttet Twitters potentiale.

Antallet af danske brugere på Facebook har for længst har rundet halvanden millioner, hvilket er ti gange så mange som antallet af danskere på Twitter, ifølge DR Medieforsknings nye rapport.

Men hvorfor har vi danskere ikke taget Twitter til os i samme grad som vores amerikanske artsfæller?

Ifølge den flittige Twitter-bruger og blogger, Leoparddrengen, kan en af grundene være, at danskerne misforstår Twitters koncept. En misforståelse der bunder i en fejlagtig retorik i de danske medier. Ofte bruges betegnelsen, ”at man skriver noget på sin Twitter”, og dette er, ifølge Leoparddrengen, lodret forkert:

”Vigtigst at forstå: det er ikke en side man sidder og tilføjer tweets til. Og vi andre går ikke ind og diskuterer med en person på siden. Ligesom man ikke går ind på andres twittersider. For der er ingen twittersider, og ingen har en Twitter! Twitter er én enkelt ting, rent teknisk – en strøm. Én kolonorm strøm. I Twitter terminologien kaldes denne strøm the firehose, brandslangen,” skriver han på www.twitterguide.dk.

Twitter er altså en strøm af personlige, offentlige udmeldinger, som kaldes tweets. Disse kan kategoriseres under såkaldte hashtags, som kan tæmme floden og kun vise dig de tweets, der er tagget under det valgte hashtag. Hertil kommer flere muligheder for at re-tweete andres tweets, svare på tweets, like tweets osv. Er du stadig forvirret? Så kan du læse Leoparddrengens blogindlæg ”Twitter: forklaret med Peter Pedal” her.

Verden uden for din Facebook-vennekreds

Twitter er ikke bare ”amerikanernes Facebook” – det sociale medie kan noget andet.

Den primære forskel på Twitter og Facebook er, at forholdet mellem brugerne er mere løst. Du skal ikke ansøge og bekræftes som ven, men i stedet kan du frit vælge at følge andre brugeres tweets, ligesom de kan vælge at følge dine. På den måde bliver dit kommunikationsfelt udvidet, og du slipper for kun at se på billeder af babyer, boxere og boller i karry, som dine nærmeste venner har fået.

Derudover adskiller Twitter sig ved, at det foregår her og nu. Heri ligger der også nogle muligheder, fordi du kan kommentere på tv-udsendelser, aktuelle nyheder eller lignende.

Et eksempel er DR3s massive dækning af X Games, der medførte en storm af tweets.

Løbende gennem udsendelsen opfordrede kommentatorerne til, at seerne kunne tweete og sende spørgsmål via hashtagget #Xgamesdk. Netop dette hashtag blev brugt over 1.100 gange i de tre dage, hvor X Games blev sendt på DR3.

Uddrag at tweets i forbindelse med X Games. Tryk på billedet for flere eksempler.

På Twitter opstår der en samtidighed, hvor man kan kommunikere med andre, der interesserer sig for de samme ting. Fællesskaber dannes omkring hashtags, der kan referere til bestemte begivenheder, emner eller lignende.

Af andre populære danske hashtags lige nu, kan der nævnes: #dkpol, #lockout, #xfaxtordk og  #fodbold

For rigtigt at forstå Twitter, må man opleve det og være en del af strømmen. Dorte Møller Madsen giver sine bedste råd til at komme i gang med Twitter her.

Dorte fortæller desuden om et initiativ, der hedder #Twekantsbar. En Twitter-fredagsbar i Trekantsområdet, hvor brugere kan mødes i den virkelige verden.

photo credit: Rosaura Ochoa via photopin cc

På få år er Northside Festival gået fra en endagsforestilling med udelukkende danske optrædende, til en hel weekend med 20.000 gæster og et lineup spækket med internationale navne. Men hvad er det egentlig Northside Festival kan? og Hvorfor er festivalen pludselig blevet en af de helt store på den danske festivalscene? Det får du herunder et bud på

Northside Festival i Aarhus har tilsyneladende ramt en tør plet i det danske festivallandskab. I 2012 var festivalen udsolgt lang tid før afviklingen, og igen i år har interessen for festivalen været stor. Et imponerende line-up af danske, såvel som internationale, kunstnere, har bragt den aarhusianske festival helt op blandt de allerstørste. Og selv om der endnu er langt op til Roskilde Festivals popularitet, måske bedst illustreret i det frådende menneskehav foran Orange scene, kan Northside Festival noget andet.

Musikalsk Roskilde-kopi

Musikalsk set adskiller Northside Festival sig ikke vildt meget fra sværvægteren Roskilde festival. Onde tunger vil sågar mener at Northside henter de fleste af deres bookinger fra sidste års Roskilde Festival. Men med dette års navne som Kings Of Convenience, Phoenix og The Knife viser at Northside også præsenterer populære internationale kunstnere, der ikke er kommet lige fra Roskilde Festival. Sammenligningen er dog ikke helt gal, for begge festivaler fokuserer på en blanding af nye upcoming navne og internationale navne indenfor primært Indie-genren.

Roskilde-kopi eller ej, så viser sidste års udsolgte festival at publikum vil have, hvad Northside tilbyder. Den åbenlyse appel til ungdommen suppleres dog også med et par lidt ældre navne, som kan trække mere modne og pengestærke besøgere til. Kunstnere som The Flaming Lips, Portishead og Nick Cave and The Bad Seeds har måske oplevet deres “primetime”, men mon ikke de stadig kan minde publikum om, hvorfor de engang var store.

Festival for de magelige

Hvis du er til festival, fadøl og god musik, men ikke orker en uge i mudder og urin til halsen, giver Northside Festival et fremragende alternativ. Ådalen, hvor festivalen bliver afholdt, ligger nemlig helt inde i Aarhus, hvilket gør det muligt at bo under civiliserede forhold. Samtidig er aldersgruppen en anelse mere differentieret end på Roskilde, hvilket både har fordele og ulemper. Stemningen når aldrig helt op på Roskilde-niveau, men til gengæld er det muligt at tage børn med på festival.

Mageligheden trives i den grad på Northside Festival, hvor det mest anstrengende er at gå de 100 meter mellem de to hovedscener.  Og måske er det netop det, der er Northside Festivalens opskrift på succes. En festival med musikken i fokus, og gæster der, forskånet for mudder og støv, kan gå i fast takt mellem den ene gode koncertoplevelse efter den anden, og til sidst på hovedet i en varm seng.

Blogs er overalt og alle vegne. Og det er ikke længere kun kloge politikere eller dygtige musikere, der har dem. Det er os alle sammen. Antallet er blogs er steget markant de seneste år, og man anslår at der i 2012 var over 74.000 danske blogs. Men hvad er det lige ved blogmediet, der gør, at vi læser dem igen og igen?

Det er den studerende, der fortæller om sit helt almindelige liv. Det er pigen med passion for økologisk og bæredygtig madlavning. Det er den nybagte mor med trang til at fortælle om livet i rollen som nybagt forælder. Og sidst, men ikke mindst er det den modebevidste unge pige, der elsker mode og at fremstille sit liv og tanker for tusindvis af teenagepiger, der hungrer efter mere sladder og snagen, end de kan få på Facebook.

I har nok gættet, hvad jeg refererer til. Bloggen. Men hvad er det lige, der gør, at vi er så betaget af disse – tilsyneladende helt almindelige og ukendte (!) – menneskers liv, og i en sådan grad, at det er blevet til en overspringshandling og en daglig ”jeg-skal-lige-ind-og-tjekke-om-der-er-sket-noget-nyt”- handling på lige fod med Facebook og mail?

I mit BA-projekt skrev jeg netop om, hvad blogmediet er for en størrelse, hvad det kan, og hvordan det formår at virke så fængende på tusindvis af læsere hver eneste dag.

Så hvis du interesserer dig for blogging, måske selv er en blogger – eller ligesom mig bare er betaget af denne verden og godt kunne tænke sig indirekte at blive analyseret og få en fornemmelse af, hvilke elementer det helt konkret er, der ’trigger’ os til at læse blogs, og give os fornemmelse af at vi bare er nødt til at kigge med igen i morgen, synes jeg, du skal læse med.  

    1. Det personlige præg

Det kommer nok ikke bag på nogen, at det personlige præg er gennemgående for de fleste blogs. Blogs er kendetegnet ved en uredigeret, personlig stemme fra helt almindelige mennesker. Karakteristisk for de historier, emner og indlæg en blogger bringer, er, at måden de gør det på, er personlig. Vi brugere kan simpelthen godt lide at få det personlige indblik, og det er dermed i højere grad essentielt, hvad bloggeren personligt mener om et emne snarere end, hvad emnet er.

Derudover er en af grundene til, at blogging er så populært blandt særligt de unge piger, at mange gerne vil have nogle at identificere sig med. Og her er det meget lettere at identificere sig med en helt almindelig dansk pige, der er blogger end at identificere sig med modesiderne i Eurowoman.

Ved at bruge den personlige stemme får læserne et indblik i bloggerens private liv, og der skabes dermed et indtryk af en særlig relation mellem blogger og bruger.

     2. Tonen

Mange bloggere henvender sig til deres læsere i form af ”dig”, hvilket kan få læserne til at føle sig som et fællesskab bestående af bloggeren og sig selv. Ved at bloggerne konsekvent bruger “du”, henvender de sig til alle bloggens læsere på én gang, og giver dermed en samlet fællesskabsfølelse mellem bloggeren selv og bloggens læsere. Og så virker det jo bare bedre og mere nærværende, når en blogger skriver direkte til os – ellers bliver det hele lidt for formelt.

    3. Autenticitet

Indblikket i andre folks liv, tanker og handlinger, som blogmediet åbner op for, giver et indtryk af, at det man præsenteres for, er autentisk. Autenticiteten kan være en af bloggens klare indholdsmæssige karakteristika samtidig med, at det også er et af de elementer, der gør, at man har lyst til at læse blogs.

Sidsel fra bloggen Sidseloglasse.com beskriver i denne forbindelse, hvordan hun oplever, at det ofte er indlæg af personlig karakter, der er de mest populære og dem som læserne helst vil læse. Vores lyst til at høre om personlige oplevelser kommer fra hele den snage- og selvfremstillende kultur vi alle er blevet en del af gennem det seneste årti. Det nye med blogmediet er så bare, at Facebook, Twitter og andre sociale medier ikke længere er nok, når det gælder vores behov for at snage i andres liv – og for nogle af bloggernes vedkommende behovet for at fremstille sig selv offentligt. 

Der er uden tvivl et hav af andre ‘virkemidler’ på en blog, og nogle gør sikkert noget helt andet i kampen om at sikre sig flest bloglæsere.

Men hvis man så opfylder ovenstående succeskriterier – hvorfor er det så lige at nogle blogs har flere tusind læsere, mens andre kun har et par håndfulde? Hvis de alle følger den samme opskrift, hvorfor er udfaldet og i særlig grad populariteten så så forskellige på de forskellige blogs? Har de populære modeblogs en federe personlig, og bare mere at byde på? Har de flere penge, og dermed bedre mulighed for at købe all de lækre ting, som de så kan vise frem på bloggen – eller hvorfor er det lige at Emily Salomon, Passionsforfashion og Trines wardrobe har så ufatteligt mange læsere – hvad er det de kan?

Jeg ved det ikke. Jeg har muligvis et bud. Men før jeg kommer med mit bud, kunne jeg så godt tænke mig at høre fra jer derude, og høre hvad I tror, årsagen er? 

//Emilie

Foto: Annie Mole via photopin cc

Nobelprisen i litteratur tilfalder oftest ukendte forfattere. Det sætter spørgsmålstegn ved prisens egentlige værdi, og forfatterskaberne den hylder.

Nobelprisen er verdens mest prestigefyldte litteratur-pris. Den består, foruden den store anerkendelse af en forfatters arbejde, også af en pengepræmie. For tiden 10 millioner svensker kroner. I 2012 gik prisen til den kinesiske forfatter Mo Yan. Mo Yans forfatterskab er ikke oversat til dansk og kan altså indtil videre, for os danskere, kun læses på engelsk.

Året før Mo Yan var det den svenske lyriker Tomas Tranströmer, der blev hyldet som vinder. Og årene før ham tilfaldt æren et utal af andre mere eller mindre ukendte forfattere. Man kan i flæng nævne navne som Jean-Marie Gustave Le Clézio, Seamus Heaney eller Wislawa Szymborska, uden der for den almene læser ringer ret mange klokker.

Jeg vil ikke her tage stilling til, hvorvidt disse forfattere egentlig har skrevet fremragende litteratur eller ej. Som de fleste nok kan regne ud, er det simpelthen et spørgsmål om smag. Jeg vil blot konstatere, at det forholder sig sådan, at det er de færreste danskere, der er bekendte med disse forfatteres værker.

Nobelprisen i litteratur uddeles én gang om året, og før i tiden blev prisen givet til en forfatter, der havde skrevet et markant værk indenfor det forgangne år. Men de seneste mange år er prisen i stedet givet for et livsværk og altså som en anerkendelse af et helt forfatterskab.

Prisen bliver altså ikke givet på baggrund af eksempelvis salgstal. Det betyder at verdens mest prestigefyldte litteratur-pris, ikke bliver givet til de forfattere, som de fleste mennesker læser. Prisen bærer altså i manges øjne præg af at være snobbet og finkulturel og ude af stand til at afspejle virkelighedens tendenser på bogmarkedet.

Man kan altså diskutere hvorvidt denne pris, der i de litterære miljøer bliver anset som det ypperste, overhovedet er så eftertragtelsesværdig igen. For hvis den almene læser har fået det indtryk at nobelprisen i litteratur, er udtryk for den type litteratur, de ikke gider at læse, kan et stempel som nobelprismodtager måske afskære dig fra en større læserskare. Man kan altså lidt populært sige, at forfatterne til dels sælger deres sjæl til djævelen for 10 millioner svenske kroner, og ender i en nobel kategori, som ingen gider at læse.

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1779272/mo-hvem-nobelprisen-gik-til-kinas-kafka/