11-årig georgisk vidunderdreng tog første pladsen ved Aarhus International Piano Competition

af Andreas Bang Bødker

Georgiske Davit Khrikuli blev lørdag d. 2. marts den store vinder, da den hidtil anden udgave af Aarhus International Piano Competition blev afviklet i Musikhuset Aarhus. Det 11-årige klavertalent vandt i aldersgruppen 11-16 år, og slog dermed mange ældrere pianister.

Præmien for førstepladsen var 7.000 Euro, men lige så vigtigt for de unge musikere er den prestige og opmærksomhed, som tilfalder deltagerne. Selv om pengene ikke er det hele, er præmiesummen værd at kæmpe om. Aarhus International Piano Competition uddeler nemlig den største præmiesum af alle klaverkonkurrencer i verden.

Aarhus International Piano Competition:

• Klaverkonkurrence for unge pianister
• Afholdes hvert andet år i Musikhuset Aarhus
• 40 deltagere; 20 i aldersgruppen 11-16, 20 i aldersgruppen 16-21
• 7 dommere; Internationale klaverlærere fra hele verden
• Præmiesum på 31.500 Euro (største præmiesum i verden)

Hårdt arbejde er også nødvendigt for pianister

Hvis du kunne tænke dig at skifte hverdagens slidsomme arbejde ud med den lækre tilværelse som klavervirtuos, skal du nok lige overvejde dine muligheder inden, du går til chef. Ingen danskere havde fået en af de eftertragtede pladser til konkurrencen og det er der ifølge arrangør Rune Maahn en god grund til:

“Mange forældre tror at man kan blive en god pianist ved at øve sig et kvarter fire gange om ugen. Det holder slet ikke. Man skal ofre rigtigt mange timer sammen med klaveret. Det vil danske børn ikke. Vi har det simpelthen for godt.”

Dermed er budskabet klart; Øvelse gør mester.

OrdCafé er stedet hvor teksten er i fokus. Her får både oplæsere og tilhørere en unik oplevelse. 

Af Mads Damsø

OrdCafé er et nystartet projekt, hvor alle interesserede oplæsere og tilhørere kan mødes og læse op af egne eller lytte til andres tekster, uden at det er en konkurrence.

”Meningen er at skabe et rum i opposition til eksempelvis Poetry Slams. Et rum hvor man ikke bliver vurderet på performance. Et rum hvor teksten er i centrum. Hvor ingen bliver bedømt eller buh’et af.” forklarer stifteren af OrdCafé, Majken Roswalld Portefée Lex.

Hun understreger, at der på en aften med OrdCafé er plads til alle slags mennesker der holder af ord. Det er desuden vigtigt, at de folk der læser op, ikke er meget erfarne oplæsere, idet det kan skræmme eventuelle nye og mindre erfarne oplæsere væk.

”Der er plads til alle mulige slags tekster. Der er faktisk en der har talt om at læse indkøbssedler op, som vedkommende har samlet sammen over en årrække.” siger Majken og griner.

OrdCafé finder sted omtrent en gang om måneden på den gamle kaserne i Aarhus. Nærmere bestemt Langelandsgade 139, i Lille Sal.

Menighedsrådet i Mejdal kom i mediernes søgelys i starten af 2013, da de søgte efter en troende præst. Lektor Marie Vejrup Nielsen mener, at stillingsopslaget skal ses som en søgen efter autenticitet. Mejdals kommende præst skal være autentisk, og dermed stå ved troen på Gud.

Af Anette Damgaard Andersen

I midten af januar offentliggjorde menighedsrådet ved Mejdal kirke et stillingsoplag, hvor de specifikt søger efter en præst, der er ”troende og optaget af, at forkynde og formidle evangeliet.”

Det fik debatten i gang, for hvad ligger der i ordet troende?

Lektor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, Marie Vejrup Nielsen, mener, at menighedsrådets opslag er et udtryk for, at de ønsker en autentisk præst. Den almindelige dansker forventer, at en præst tror på Gud. En præst, der ikke kan stå inde for, hvad vedkommende prædiker om, virker ikke troværdig.

Det autentiske som værdi i sig selv fylder generelt meget i dag, mener Marie Vejrup Nielsen. Hvad enten man er politiker, Bonderøven eller præst i Folkekirken, skal man være tydelig med, hvem man er, stå ved sit udgangspunkt, og i det hele taget være sig selv.

Tro er en privatsag

Selvom en stor del af befolkningen har en forventning om, at præsten tror på Gud, har stillingsopslaget skabt stor debat. Men hvorfor egentlig?

Marie Vejrup Nielsen peger på, at mange ser tro som en privatsag. Det er følsomt og svært at sætte ord på.  

Alligevel er det ikke umuligt at andre menighedsråd vil følge Mejdals eksempel. Det kommer an på, hvilken respons Mejdal vil få fra deres ansøgere, mener lektoren.

Læsere har spillet en afgørende rolle i indsamling af information til Peter Øvig Knudsens Hippie-udgivelser. Det er gennem kontakt med “almindelige danskere”, at han har fundet flere af bogens centrale personer. 

Nu skal læsere ikke længere sidde passivt tilbage og læse bøger. De skal være med til at skabe dem. I forbindelse med sine seneste udgivelser om hippierne i Thylejren, har forfatter Peter Øvig Knudsen åbnet en direkte linje til sine læsere via www.hippienu.dk.

”Her kom jeg i kontakt med nogle hippier, som jeg ellers ikke have fundet. Pludselig skrev en læser, der kendte én, som kendte én, der havde et telefonnummer. Så jeg rejste til Litauen og fandt den kendte hippie, Profet Olsen, der havde bosat sig langt inde i en skov,” fortæller han.

Uden hjælp fra sine læsere, er forfatteren overbevist om, at han aldrig havde fundet Profet Olsen. Han havde længe søgt efter den meget kendte hippie, men det havde vist sig at være en meget vanskelig opgave. Så vanskelig at Peter Øvig Knudsen en overgang troede, at hippien ikke længere var i live.

Peter Øvig Knudsen lancerede hjemmesiden allerede i starten af sit researchforløb. På den måde har interesserede læsere haft mulighed for at være med hele vejen fra idé til udgivelse – og også efter bøgerne er udkommet.

Websitet fungerer i dag som diskussionsforum, hvor læsere kan diskutere bøgernes indhold, men også andre hippierelaterede emner. Peter Øvig Knudsen ser det som en stor fordel, at indholdet ikke er begrænset til bogen. For ham handler det om, at diskussionen omkring hippierne kan leve videre mellem læserne:

”Det er starten på en fremtidens bog, som vi ikke har set endnu. En bog, der ikke slutter med, at forfatteren har skrevet det sidste ord.”

MEDIER DR’s Borgen har skabt debat om, hvor tæt tv-fiktion kan tillade sig at gå på virkeligheden og hvorvidt serien har et politisk budskab. Flere public service–eksperter slår dog fast, at Borgen er i folkets tjeneste, og ikke kan beskyldes for at påvirke seerne politisk

Af Emilie Bech Zerlang

Kritikken af Borgen har gået på, at serien fremstår kulturradikal. Tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, har udtalt at Borgen er et stykke drama, der skal påvirke danskerne politisk. Disse udtalelser er DR’s kulturredaktør Morten Hesseldahl dog helt uforstående overfor:

”Det er forvrøvlede udtalelser. Man kan lige så godt sige, at serien bygger på Ny Alliance, og dét at gå ud af et midterparti og forsøge at etablere et nyt parti. Og Ny Alliance har aldrig nogensinde tilhørt midten”.

Public service krav om upartiskhed

I DR’s public service kontrakt står der, at der ved informationsformidlingen lægges vægt på upartiskhed, hvilket konkret betyder, at DR ikke må vælge side politisk, kulturelt eller økonomisk. Per Jauert, lektor på Medievidenskab på Aarhus Universitet, mener ikke, at man kan beskylde DR for at vælge side, og dermed for ikke at leve op til kravet om upartiskhed:

”Det der med upartiskhed, mener jeg er et skalkeskjul, fordi nogle er politisk uenige. Det afgørende i den enkelte udsendelse er, at alsidigheden og upartiskheden ikke skal komme til udtryk i den enkelte udsendelse, men over hele serien”.

Fakta fiktion

Borgen har også skabt debat om, hvor tæt på virkeligheden tv-fiktion kan tillade sig at gå. For kan der være risiko for, at seerne tager seriens oplysninger for ”gode varer”, og lader sig påvirke af fiktionen i det virkelige liv? Per Jauert peger her på, at en af Borgens styrker er, at den ikke ligger længere væk fra den virkelighed, vi kender:

”Det er tæt på, men samtidig er det ikke det samme. For det er ikke Margrethe Vestager. Og dét at have en dramaserie om politik, som ikke må handle om politik – det er jo nogle mærkelige krav at stille”.